onsdag den 30. maj 2012

Tænk at være så heldig at bo sammen med hunde....

Når man kommer træt hjem, så er de lige dér. Venter bare på dig og er ikke bange for at vise glæde ved gensynet. Jeg kan slet ikke forstå de hundeejere, der holder fast i, at man skal ignorere hunden, når man kommer hjem. Så vidt jeg har forstået, mener disse ejere, at det handler om lederskab og dominas.

Hos mig handler det om kærlighed og gensidig glæde ved at ses igen. Tænk, mine hunde ligger troligt og venter på, at jeg skal dukke op. De kan jo i princippet heller ikke andet, for jeg har nøglen til ALT. De har ikke været ude og få oplevelser og indtryk, som jeg har på mit arbejde. Nej. De ligger og venter... på mig. Derfor skal vi også kysse og kæle, når vi ses igen. Der skal gås tur og bare have samvær.

Det er min faste overbevisning, at hundene slet ikke ligger og planlægger at overtage hjemmet, lederskabet eller noget som helst i den retning, mens de venter på mig. Jeg tror, de sover det meste af tiden.

Jeg tror i det hele taget ikke, at hunde planlægger en "magtovertagelse" af hjemmet, sofaen eller noget som helst. Hunde gør, hvad der kan betale sig! Hos mig kan det bedst betale sig at hygge og så i øvrigt følge de husregler, jeg har sat op. Husregler er helt almindelige regler for, hvad der er tilladt, og hvad der er "no go". I mit hjem må man ligge i sofaen og to af mine hunde sover i sengen sammen med mig. De må få guffer og smagsprøver ved sofabordet, men må til gengæld IKKE tigge ved spisebordet. Måske har du andre regler hjemme hos dig, og det er helt ok.

Jeg synes, at begrebet "lederskab" er en sær størrelse. Som jeg ser det, ER vi de naturlige ledere. Vi behøver ikke bruge energi på at "bevare lederskabet". Hundene kan ikke selv tage mad i køleskabet. De kan ikke komme ud på tur, før jeg lukker dem ud. De kan ikke engang tage en tår vand, før jeg har fyldt vandskålen op.

Jeg tror på samarbejde mellem ejer og hund, og jeg forsøger at leve op til deres tillid til mig hver dag. Så godt jeg kan.

Selvom jeg er træt og ugidelig, når jeg kommer hjem, forsøger jeg at huske mig selv på, at mine hunde tålmodigt har ventet på mig.. i mange timer, mens jeg har været ude og opleve og få indtryk, mens de har sovet. De har krav på samvær og aktivering. Og selvom jeg af og til skal trække mig selv afsted på tur, så er det bare SKØNT at se dem udfolde sig, når jeg først er kommet ud i skoven, eller hvor jeg nu går hen.

Bagefter kan vi alle hygge og være trætte sammen... hos mig i sofaen, for det må mine hunde gerne.

Skriv gerne, hvad dine hundes "husregler" er.

Lotte
examineret hundetræner
examineret adfærdsbehandler
http://www.harmoniskhundecenter.dk/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar