torsdag den 31. maj 2012

Hundenæser...

Jamen hvor kan man få gåsehud, når man ser hvor fantastisk en hund er med sin næse.

Er lige kommet hjem efter en tur med et sporhold her til aften. Hold da op hvor er det en fornøjelse at se hundene (og ejerne!) arbejde koncentreret og målrettet.

Utroligt hvad de næser kan! Og sjovt at se så forskellig måder der er at bruge dem på. Nogle af hundene stikker næsen i sporet og pisker derudaf for at finde "skatten" for enden af sporet. Andre er mere grundige og giver sig tid til at få det hele med.

Hvis du aldrig har gået et spor med din hund før, så skulle du unde dig selv den fornøjelse.  Den eneste risiko der er, er at du og din hund måske bliver bidt af sporten.

En sidegevinst er naturligvis en velstimuleret og træt hund efter sådan en tur.

Prøv det - og god fornøjelse!

Lotte
http://www.harmoniskhundecenter.dk/

onsdag den 30. maj 2012

Tænk at være så heldig at bo sammen med hunde....

Når man kommer træt hjem, så er de lige dér. Venter bare på dig og er ikke bange for at vise glæde ved gensynet. Jeg kan slet ikke forstå de hundeejere, der holder fast i, at man skal ignorere hunden, når man kommer hjem. Så vidt jeg har forstået, mener disse ejere, at det handler om lederskab og dominas.

Hos mig handler det om kærlighed og gensidig glæde ved at ses igen. Tænk, mine hunde ligger troligt og venter på, at jeg skal dukke op. De kan jo i princippet heller ikke andet, for jeg har nøglen til ALT. De har ikke været ude og få oplevelser og indtryk, som jeg har på mit arbejde. Nej. De ligger og venter... på mig. Derfor skal vi også kysse og kæle, når vi ses igen. Der skal gås tur og bare have samvær.

Det er min faste overbevisning, at hundene slet ikke ligger og planlægger at overtage hjemmet, lederskabet eller noget som helst i den retning, mens de venter på mig. Jeg tror, de sover det meste af tiden.

Jeg tror i det hele taget ikke, at hunde planlægger en "magtovertagelse" af hjemmet, sofaen eller noget som helst. Hunde gør, hvad der kan betale sig! Hos mig kan det bedst betale sig at hygge og så i øvrigt følge de husregler, jeg har sat op. Husregler er helt almindelige regler for, hvad der er tilladt, og hvad der er "no go". I mit hjem må man ligge i sofaen og to af mine hunde sover i sengen sammen med mig. De må få guffer og smagsprøver ved sofabordet, men må til gengæld IKKE tigge ved spisebordet. Måske har du andre regler hjemme hos dig, og det er helt ok.

Jeg synes, at begrebet "lederskab" er en sær størrelse. Som jeg ser det, ER vi de naturlige ledere. Vi behøver ikke bruge energi på at "bevare lederskabet". Hundene kan ikke selv tage mad i køleskabet. De kan ikke komme ud på tur, før jeg lukker dem ud. De kan ikke engang tage en tår vand, før jeg har fyldt vandskålen op.

Jeg tror på samarbejde mellem ejer og hund, og jeg forsøger at leve op til deres tillid til mig hver dag. Så godt jeg kan.

Selvom jeg er træt og ugidelig, når jeg kommer hjem, forsøger jeg at huske mig selv på, at mine hunde tålmodigt har ventet på mig.. i mange timer, mens jeg har været ude og opleve og få indtryk, mens de har sovet. De har krav på samvær og aktivering. Og selvom jeg af og til skal trække mig selv afsted på tur, så er det bare SKØNT at se dem udfolde sig, når jeg først er kommet ud i skoven, eller hvor jeg nu går hen.

Bagefter kan vi alle hygge og være trætte sammen... hos mig i sofaen, for det må mine hunde gerne.

Skriv gerne, hvad dine hundes "husregler" er.

Lotte
examineret hundetræner
examineret adfærdsbehandler
http://www.harmoniskhundecenter.dk/

mandag den 28. maj 2012

Kastration af hanhund eller ej?

Overvejer du kastration af din hanhund? Så læs lige her... inden du foretager det indgreb, der ikke kan laves om igen:

Kastration af hanhund eller ej?
Mange mennesker tror fejlagtigt, at kastration løser alle problemer, de har med deres hanhund. Det er slet ikke så sikkert, at du opnår den effekt af en kastration, som du havde håbet. Derfor er det en god ide at gøre sig ekstra overvejelser, før indgrebet foretages. Det kan som bekendt ikke gøres om! Desværre er der mange dyrlæger, som ikke er up-to-date med den seneste viden. Og faktisk er "adfærd" ikke et obligatorisk fag på dyrlægestudiet.
Har du overvejelser og spørgsmål omkring adfærdsdelen i forbindelse med kastration, kan det derfor være en god investering at søge råd hos en adfærdsbehandler.
I dag ved vi, at der kan opstå nye problemer, når hanhunden kastreres. For eksempel:
·        Overvægt, som er skadelig - især for led og knogler
·        Pelsen bliver "grim" og kedelig
·        Hanhunden kan blive usikker, og det KAN føre til aggression
·        Hanhunden opfattes af andre hunde som intetkøn, og der kan derfor opstå forvirring og problemer som aggression mod din kastrerede hanhund
·        Andre hunde humper/parrer den kastrerede hund, der kun kan forsvare sig med aggressive metoder
Tænk før du kastrerer!
Et alternativ middel kunne være Suprelorin. Suprelorin nedsætter produktionen af det mandlige kønshormon testosteron i op til 6 måneder, og indsættes af den dyrlæge som en lille "stav" i nakken på hunden.
På den måde har du mulighed for at se, om du får den ønskede effekt af kastration. Og.. der er "fortrydelsesret", idet effekten af Suprelorin aftager efter ca. 6 måneder.
Vi anbefaler generelt ikke kastration af unghunde - dvs. før den mentale modning, som varierer alt efter race, men som typisk finder sted i 2-3 årsalderen. Det er HELT NATURLIGT at unge hanhunde puster sig op. Tænk bare på unge mænd i teenagealderen.      
Hvis årsagen til dit ønske om kastration er USIKKERHED hos din hanhund, vil vi direkte forsøge at tale dig fra en kastration. En usikker hanhund, der bliver kastreret, vil med høj sandsynlighed blive endnu mere usikker. En del af "selvtilliden" findes i det mandlige kønshormon, testosteron. Med kastration fjerner du produktionen af hormonet, og det vil betyde, at en usikker hund bliver endnu mere usikker, fordi testosteron påvirker hundens oplevelse af at være HANKØN (ofte mere drive og pågåenhed).
Når vi oplever aggression hos hunde, ser vi meget tit, at den underliggende årsag faktisk er usikkerhed. Derfor.. tøv med at tage beslutningen om kastration og kontakt din adfærds­rådgiver for en snak om, hvad årsagen til DIN hunds problemer kan være, og om det er en god løsning for JER at få hunden kastreret.