fredag den 18. april 2014

Gamle Pixeline og omvendt lokning!

At være ejer af en gammel hund er både en glæde og en sorg. Man ved jo at årene ligger bag en og ikke foran. Vi kender hinanden - både stærke og svage sider, og af og til bliver man nærmest mundlam, når ens hund helt af sig selv ved præcis, hvad "næste træk er". 

Jeg har tre hunde: Gamle Pixeline på 14 år, Bossley på ca. 7½, og Elton på 6 år. Så ingen af mine hunde har årene foran sig, desværre!

Pix fik jeg for ca. 3½ år siden, da hun havde rundet de 10 år. Så vi har heller ikke har årene "før". Vi har været nødt til at begynde forfra ... sammen! Har det været let? Nej, det har det faktisk ikke. Har det været det hele værd ? JA ABSOLUT! Mand, hun er bøvlet og kan være gnaven overfor de to hanhunde, og ja hun kommer helt klart med "lig i lasten", selvom hun har været elsket og afholdt. 

Der er dog for mig ingen tvivl om, at Pix har været misforstået og derfor har nogle indgroede eller fasttømrede reaktioner på stimuli (indtryk), som jeg har måttet kæmpe med. Fx har dét at få klippet negle været en kamp uden lige. Når Pix bare så klosaksen, skreg hun, bogstavelig talt! og forsvandt som et lyn - jo jo, selvom hun var gammel, kunne hun skyde en fart, som var hun skudt ud af en kanon, når saksen kom frem. Nu 3½ år efter synes hun stadig ikke, det er sjovt, men for første gang i dag, var hun helt ROLIG og afslappet, da jeg klippede negle. Ja ja.. ikke alle poter på en gang! Vi tog bare to klør, og hun sprang ikke ned af sofaen bagefter men blev hos mig. Ikke så lidt af en sejr!

Første gang jeg ville træne med Pix, blev jeg noget overrumplet af hendes reaktion. Jeg tog guffer, klikker og træningsgearet frem, og vupti.. væk var hun! Under sofaen, hvor der faktisk ikke er plads, selvom hun er meget lille! Hmmmm - hvad sker der lige?! Drengene derimod var klar og kunne ikke forstå, at træningsseancen blev meget afkortet.

Jeg gik i tænkebox. Prøvede igen.. samme resultat. Jeg blev klar over, at lille Pix har været udsat for "omvendt lokning". Omvendt lokning handler om at man lokker hunden hen til sig med en guf, og haps fanger den og "gør noget ubehageligt" med den (fx at klippe klør).  Da Pix bestemt ikke er dum, har hun hurtigt forstået sammenhængen: mit mennesker lokker mig med en god guf = der kommer til at ske noget ubehageligt med mig!

Da først jeg forstod årsag og virkning var det "bare" at ændre hendes forventning. Jeg vaskede tavlen ren og begyndt forfra ved at lære Pix at hendes egen adfærd kan føre til en belønning. Gør noget (hvad som helst: drej hovedet, sæt dig, nys, drej et øre osv) = fed belønning. Gradvis blev hun tryg ved mig, og kan nu indtil flere sjov tricks.

Og når jeg SKAL klippe negle, så lokker jeg hende IKKE med godbidder, men tager "chefkasketten" på for et par minutter og fortæller, at nu sker det her, som du ikke kan lide. Jeg passer på dig.. klipper ikke for dybt, og bagefter får du ros og guffer!

søndag den 13. april 2014

Aggression hos hunde - BAT-træning

Jeg tænker nogen gange, at det er som om, at aggression hos hunde er blevet et større problem gennem årene. Da jeg var barn, havde vi "bare hund". Vi tænkte ikke så meget over dens grænser, og hvilke signaler, hunden sendte til os og omgivelserne. Og de hunde som ikke kunne "opføre sig ordentligt" fik nok heller ikke så mange chancer, som hunde heldigvis gør i dag. 

Er der tale om, at vi er mere tålmodige og overbærende i dag? Afliver vi ikke så gerne sunde og raske hunde på trods af et adfærdsproblem? eller er der tale om, at flere hunde faktisk udviser aggression i dagens Danmark? 

Jeg ved det ikke! men fakta er, at der stadig aflives et stort antal hunde årligt, fordi de ikke lever op til vores forventninger om dét at holde hund og på grund af en uønsket adfærd, så som aggression.

I min barndom/teenageår havde vi en "sur schæfer" derhjemme, Ziggy. Hun var faktisk ok med andre hunde, men glad for dem det var hun ikke. Når jeg tænker tilbage, får jeg en fornemmelse af, at hun nok var indlært hjælpeløs til en vis grad. Hun gjorde ikke ret meget af sig selv - var der bare. En såkaldt nem hund. Men var hun glad og tilfreds? Tja... i dag, med den viden jeg har samlet mig, tvivler jeg faktisk på det. Og skammer mig lidt! Men den viden, der var tilgængelig dengang var jo en helt anden - ligesom hundetræning var et kapitel for sig. Det handlede mest af alt om at være øverst på rangstien og sætte hunden på plads. 

På et tidspunkt flyttede vi til en ny lejlighed. I opgangen var der en ruhåret hønsehund. Stor glad dreng, men hold da op han var vred på andre hanhunde. Hej, som han hed, blev derfor sjældent luftet uden for den fælles gård, fordi ejerne dels var bange for hans adfærd overfor andre hunde, dels fordi de skammede sig over at være "dårlige ledere". Han var en stærk hanhund i sin bedste alder, og han kunne trække et helt vognlæs... hvilket jo hellere ikke gjorde det nemmere for ejerne at gå tur med ham. Jo mindre oplevelser og fysisk udfoldelse Hej fik, jo værre blev hans adfærd. 

Ejerne holdt ud og hold ved... og det skal ved gud komme dem til stor ros, for det var ikke sædvanligt på den tid i 70'erne. Hvis ikke man kunne afrette sin hund, så den "kendte sin plads i hierarkiet", blev den afleveret hos dyrlægen til aflivning. 

I dag ville man med stor sandsynlighed kunne hjælpe en hunde som Hej og Ziggy via BAT-træning. BAT står for Behavior Adjustment Training, og det går ud på at give hunden et andet valg end at være udfarende (altså trække ud i linen og gø af andre hunde) eller bare at "pakke sig sammen". 

Faktisk er der ingen hunde, som bevidst vælger at være aggressive. Det er alt for omkostningstungt for hunden at bruge sine kræfter på at scanne omgivelser for at være parrat til kamp, hvis en "fjende" skulle vise sig i nabolaget. 

BAT hjælper hunden til at vælge en mere naturlig adfærd i situationen. En adfærd som ikke kræver alle dens ressourcer, og som giver hunden en følelse af at kunne kontrollere sine omgivelser. Det kan være at vise et dæmpende signal og gå væk. Når hunden oplever, at ejeren hjælper den - ved at læse dens signaler og respondere fornuftigt på signalerne - bliver den mere og mere sikker i situationen. Det betyder, at den kan bruge sin kræfter på noget, som ikke handler om at skræmme den anden hund væk. Den lærer gradvis, at den kan opnå præcis dét, den ønsker (afstand til triggeren) på en anden måde, nemlig ved at "tale pænt".

Jeg har efterhånden haft en del kursister med diverse frygt- og aggressionsrelaterede problemer på BAT-hold, og min erfaring er, at ved at give EJEREN viden og værktøj til at hjælpe hunden, sker der en utrolig forvandling med hunden. Den begynder at turde tro på, at verden ikke vil den noget ondt.

Mange hunde bliver nemlig aggressive af dårlige oplevelser. Det kan være overfald, manglende respekt fra omgivelserne, når de siger fra på en pæn måde, frygt og tvang/straf samt uforudsigeligehed i hverdagen.

Der er også et element af læring i spil. Hunden har lært sig, at det ikke hjælper at bede pænt om afstand. Derfor tager den en ny strategi i brug: Den RÅBER af de andre hunde, og på den måde lærer den sig, at ved at være voldsom og udvise aggressiv adfærd, opnår den det, den ønsker: afstand. De andre hunde og ejere holder gerne afstand til en hund, som kaster sig frem i linen med fråden stående om munden og tænderne blottede. Desværre betyder det, at hunden har det skidt på turen, og ejeren får jo nærmest hjertestop ved synet af en fremmed hund. Udover hjertestop hører jeg ofte ejere beskrive, at de føler sig pinligt berørt over deres hunds voldsomme adfærd, og at de reelt er på bar bund omkring, hvad de skal gøre. Skal man skælde ud, lade som ingenting, øge afstanden til den anden hund, lade dem "klare det selv", eller hvad gør man!?

Og NEJ - hundene skal ikke klare det selv. De skal have hjælp. Lige som ejeren.... Her kommer BAT-træningen ind. Giv dig selv og din hund en chance for at få en mere afslappet gåtur. Giv dig selv fornøjelsen af at kunne hjælpe din hund ved at læse dens signaler, og lær at være ligeglad med andres mening om din "grimme møghund"!