mandag den 24. november 2014

BAT-træning - hvad går det ud på?



Jeg har nu igennem ca. 1½ år trænet BAT-hunde. Både min egen lille reaktive dansk/svenske gårdhund, Bossley, som efter flere dårlige oplevelser og et par overfald, blev temmelig reaktiv (aggressiv) ved synet af andre hunde på stor afstand, og en stor del BAT-kursist-hunde. 

Vi startede ud med det, som i dag er kendt som BAT 1.0, og er siden gået videre med opdateringen af BAT-træning til 2.0.

Forskellen på de to "niveauer" af BAT-træning er især, at når man træner efter 2.0-metoden, arbejder man ofte på større afstand mellem statist-hunden og BAT-hunden. I BAT 2.0 er hunden på så stor afstand af sin trigger (fx en fremmed hund), at den ikke føler sig kaldet til at "råbe skrid" og fare frem i linen - den kan bruge miljøet som "lynafleder". Den er klar over, at der er en hund i horisonten, men den er ikke bekymret for sin sikkerhed, og kan derfor fx gå og snuse og bruge det omgivende miljø til at snuse og tisse og bare være hund. 

BAT går ud på at lære den aggressive/reaktive hund, at den har andre metoder, der virker lige så godt.

Reaktive/aggressive hunde, der farer frem i linen og gør af andre hunde på stor afstand, ønsker afstand til det, der udløser reaktionen. Ofte er der et element af angst og utryghed i spil, selvom adfærden kan virker meget udfordrende og provokerende.

Når hunden lærer, at den lige så godt kan udvise "høflige" signaler for at opnå, det den gerne vil (nemlig afstand til det, der trigger adfærden), vil den aggressive adfærd gradvis aftage, og den nye og mere venlige adfærd oftere komme til udtryk. Ofte vil afstanden til triggeren kunne mindskes, og af og til oplever jeg, at BAT-hunde ende med at være helt almindelige hunde, der ikke er angste i nærheden af andre hunde.

Det er frygtelig omkostningstungt for en hund, at fare frem og "råbe" af de forbipasserende hunde. Tænk bare på, hvor belastet stresssystemet bliver, og hvor meget energi, der går "tabt" ved denne adfærd. Hvis hunden finder ud af, at den opnår præcis det samme resultat ved at udvise de såkaldt dæmpende signaler (fx at vende siden til, slikke sig om munden, snuse i jorden m.fl.), som ved at bruge en frygtelig masse energi på at fare frem og råbe, så vil den helt sikkert oftere og oftere ty til disse dæmpende og venlige signaler. Dels bliver den selv mindre stresset, og dels kræver det mindre energi - og resultatet er det samme, nemlig at "sikkerhedszonen" er intakt. Det betyder ofte, at ejeren også kan slappe af og begynde at trække vejret normalt på gåturen. Ejeren lærer nemlig gennem BAT at læse sin hunds signaler og bliver bedre til at undgå at sætte hunden i de uønskede situationer og hjælpe hunde, hvis man bliver overrumplet af hunde omkring et hjørne el. lign. 

Afstanden til triggeren - kaldet tærsklen - kan være meget forskellig fra hund til hund, og fra dag til dag. Det kan også være helt specifikke hundetyper, der trigger adfærden (fx specifikke racer eller farver). Min Bossley reagerer fx voldsomt på 3 af de racer, han er blevet overfaldet af: schæfer og retrievere og franske bulldogs (sådan generelt set), mens han generelt er tryg ved border-collies (noget som er usædvanligt pga. borderens specielle "eye"/stalking-adfærd) og beagles. 

Raymond Coppinger har sammenlignet hundedfærd med en ligning: hunde gør det, der kan betale sig ud fra et omkostningssynspunkt/cost-benefit-analyse. Ligningen skal altså for hunden se således ud: 
1>1. Hvis ikke det er tilfældet ville hunden dø - hvis den levede uden menneskers indblanding - da den ikke ville kunne opretholde livet ved at bruge mere energi på en adfærd, end der kom "tilbage" i form af energitilførsel. Bl.a. derfor virker BAT! og fordi de fleste hunde reelt ikke går rundt med et ønske om at være udfarende/aggressive og "bøvlede"...

mandag den 17. november 2014

Den generelt usikre hund


Jeg møder ofte hunde, der af en eller anden grund er usikker. Den kan være det, man kalder "generelt usikker" eller usikker i en helt specifik situation (fx omkring børn, gæster, skateboards, ting på gåturen, nytårsfyrværkeri osv.). 

Hunden, der er generelt usikker

Ofte er der et element af genetik i spil, når din hund er usikker på livet. Det kan naturligvis også skyldes manglende socialisering. Når man står med en usikker hund, der har det svært i helt almindelige dagligdags situationer, kan det synes op ad bakke at ændre på adfærden. 

Det er klart, at man ikke kan ændre på hundens genetiske bagage, men man kan gøre meget for at gøre en usikker hunden mere kompetent i forhold til at håndtere livet i dagligdagen. 

Ofte tror ejeren, at det hjælper hunden at overbevise den om, at situationen ikke er farlig ved at presse hunden til at forholde sig til det, den er tøvende overfor. Ejeren kan trække hunden hen til de gen-stande, den er bange for, eller tvinge den til at hilse på fremmede for at lære den, at det jo ikke var verdens undergang at blive klappet på. 

Desværre er de sjældent en (varig) løsning på hundens problem. Ja, det kan faktisk være med til at forværre problemet.

Der er min erfaring, at den usikre hund ikke kan overbevises om, at den tager fejl, ved at blive presset. Tværtimod. Hunden lærer kun, at den ingen indflydelse har på sin egen situation, og der sker det, at den lukker ned, når den bliver presset til at forholde sig til det "farlige". Sker det gentagne gange, kan hunden bliver passiv og apatisk... ja den giver faktisk lidt op. Og det er frygtelig synd. Både for hunden og dens ejer.

Mennesker, som er bange for slanger bliver heller ikke kurreret, hvis jeg propper dem ind i et aflukke fyldt med slanger. De vil helt sikker bare stå helt stille og trække vejret og håbe, at de overlever! Sådan er det også med hunde. 

Frivillighed er nøglen

Faktisk er noget af det, der kan give en usikker hunde bedre kompetencer i situationen at få en fornemmelse af kontrol over situationen. Det betyder ikke, at din hund får kontrol over DIT liv, men reelt bare en fornemmelse af at have et frit valg i en given situation, der skræmmer hunden. 

Når man (gælder både hunde og mennesker) føler, at man kan styre situationen, bliver den mindre skræmmende. Så hjælp din hund - lad den bruge tid på at overvinde situationen i sit eget tempo, tving den ikke til at gå nærmere eller bliver klappet på. 

Står du med et massivt problem, så søg hjælp hos en veluddannet adfærdsrådgiver! Der ER hjælp at hente... 

torsdag den 6. november 2014

Hvor meget træner du, hver dag ?


Jeg får jævnlig spørgsmålet: hvor meget skal jeg træne min hund hver dag? Hvor meget træner du selv dine hunde. 

Som mange af jer ved, har jeg tre hunde af forskellig race og forskellig alder. Det betyder jo, at der altid er en hund, som er klar til at træne med mig, når jeg er i stødet til at give den gas. Mine tre hunde er jo helt forskellig af sind og energiniveau. Det betyder, at jeg må holde øje med den enkelte hunds formåen fra dag til dag og fra år til år.

Gamle pix kan fx ikke holde til så meget. Hun er 14½ år - og selv om hun er af pincher-typen, som kræver meget aktivering og motion, så skal jeg tage vare på hendes manglende syn og hørelse. For hende er det afgjort dagsformen (både hendes og min!), der afgør, hvor mange udfordringer hun får. En gammel hund vil absolut gerne udfordres og lære nyt, så jeg krydrer de kendte øvelser med lidt ny og spændende træning. 

Bossley på 8 år er ved at være "nem at køre træt", men han ELSKER at træne. Jeg skal dog lige holde øje med, om det er for min skyld, at han fortsætter, eller om han faktisk synes, det er sjovt. 

Da han er så lærenem og -villig er det mest mig selv, jeg skal sætte grænser for. Han kører på, så længe jeg beder om det, og her er det min opgave at holde styr på kriterier, timing og ikke mindst behov og lyst. Når Bossley er med til teoriaftenerne med de nye kursister, er han i sit es. Han elsker al den opmærksomhed, han får, Han elsker, at der ALTID er en eller to nye kursister, som han kan charme og få lov at komme tæt på at kysse til døde, og dagen efter er han faktisk flad! Det drejer sig måske om 2-3 timer, men det er nok til efterhånden at køre ham træt.

For mig er det ny viden, at han ikke længere kan holde kadencen  - for blot for 1-2 år siden var Boss nærmest ikke til at køre træt. Han er en hund, jeg for ca. 7 år siden overtog fra Dyreværnets internat i Rødovre (hvor jeg også har arbejdet), og da jeg fik Bossley var han simpelthen så stresset, at jeg aldrig har set noget lignende. Han havde udviklet stereotyp adfærd (han hoppede op og ned for bare at kunne holde ud at være i sin krop), kunne ikke falde til ro, og var uhæmmet og opmærksomheds-søgende i en grad, jeg aldrig før var stødt på. Gradvis og over en længere periode fik jeg styr på stress, selvkontrol og afslapning. Herefter blev han bare en super trænbar hund, der hungrede efter at lære nyt. 

Jeg er efterhånden blevet ganske garvet i at få styr på stress hos hunde, og hvad jeg ikke har læst og hørt om stress hos vovser er ganske enkelt ikke til at beskrive. Bossley var min motivator og katalysator indenfor stress hos hunde. Det kan jo komme til udtryk på mange måder, men ofte er der ganske få midler til at få det under kontrol. Jeg har i den grad været eleven, mens jeg prøvede at finde nøglen til at nedsætte Boss'en stressniveau til noget, der var til at leve med. 

Elton er et kapitel for sig selv. Min dejlige retriever på nu 6½ år har bestemt ikke været racetypisk. En retriever er ofte meget samarbejdende, trænbar og "nem". Ikke Elton! Det har taget mig flere år at "pakke ham ud". Og nu er han den hund, jeg konkurrerer med i Rally-lydighed (når tiden tillader). Han er en hund, som kan træne længe og gerne vil være med på nye ideer. Bare jeg er TYDELIG i mine forventninger. Ellers pakker han sammen. Jeg har lært så meget om at motivere og engagere i træningen med Elton. Han skal virkelig kunne se meningen med det, vi laver. Parkour (balance og kropskontrol) har været nøglen til at motivere ham. Efterhånden som hans kropskontrol kom på plads, har jeg kunnet give ham og mig udfordringer i andre retninger. Han er min rally-hund - og vi synes begge to, at fri ved fod og plads-øvelser er noget, der giver mening og indhold i træningen.

Så kort sagt: se på dig selv - se på din hund og træn så længe, du og hunden har det sjovt. For mig er det nogen gange 5 øvelser på en gåtur, og andre dage, hvor jeg (og hundene) er i stødet, kan vi træne i halve eller hele timer. Nogle øvelser egner sig så glimrende til at træne, mens man venter på, at kartoflerne skal komme i kog... og det er helt ok, at have "kartoffel"-dage. Bare det ikke bliver hverdagen!